Primperan er et middel mod kvalme og opkastning (antiemetikum). Det indeholder et lægemiddelstof kaldet ”metoclopramid”. Det virker et bestemt sted i hjernen og forhindrer dig i at få kvalme og kaste op.
Voksne
Primperan anvendes til voksne til at:
- forebygge kvalme og opkastning efter en operation.
- behandle kvalme og opkastning, herunder kvalme og opkastning i forbindelse med migræne.
- forebygge kvalme og opkastning forårsaget af strålebehandling.
Børn og unge
Primperan anvendes kun til børn (i alderen 1-18 år), hvis anden behandling ikke virker eller ikke kan anvendes, til at:
- forebygge forsinket kvalme og opkastning efter kemoterapi.
- behandle kvalme og opkastning efter en operation.