Ventoline indeholder et hurtigtvirkende bronkieudvidende stof, der virker ved at afslappe musklerne i luftvejene inden for få minutter, hvilket ophæver den forsnævring af bronkierne, som optræder i forbindelse med et astmaanfald. Luften kan derved lettere passere, og det bliver nemmere at trække vejret.
Ventoline virker kun i kort tid, og du vil normalt skulle kombinere det med anden forebyggende medicin, afhængig af hvor alvorlig din astma er.
Du kan bruge Ventoline inhalationsvæske til behandling af astma og andre former for vejrtrækningsbesvær.
Ventoline inhalationsvæske kan anvendes af voksne og børn fra 4 år.