Oxis Turbuhaler er en inhalator. Den indeholder lægemidlet formoterol. Formoterol tilhører den gruppe lægemidler, som kaldes ”langtidsvirkende beta-agonister” eller ”bronkodilatatorer”.
Det virker ved, at det får de små muskler i luftvejene til at slappe af. Derved får du lettere ved at trække vejret. Det virker indenfor 1-3 minutter, og virkningen varer i op til 12 timer.
Din læge har ordineret denne medicin til behandling af astma eller kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).
Astma
Oxis Turbuhaler bruges til at behandle astma hos voksne, teenagere og børn på 6 år og derover.
Lægen vil ordinere to inhalatorer til behandling af din astma: Oxis Turbuhaler og en anden inhalator med inhalationssteroid. Disse bør anvendes sideløbende.
• Oxis Turbuhaler anvendes til at forebygge, at der opstår astmasymptomer.
• Nogle personer tager også Oxis Turbuhaler, hvis de har behov for ekstra doser til lindring af astmasymptomer, så det bliver lettere at trække vejret igen.
• Oxis Turbuhaler kan også anvendes før motion for at forebygge, at der opstår astmasymptomer, når du anstrenger dig.
Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) Oxis Turbuhaler kan også bruges til at behandle KOL-symptomer hos voksne. KOL er en langtidssygdom i lungerne, som oftest skyldes cigaretrygning.