Olmetec hører til en gruppe lægemidler, der kaldes angiotensin II-receptorantagonister. De sænker blodtrykket ved at afslappe blodkarrene.
Olmetec anvendes til behandling af forhøjet blodtryk (også kaldet 'hypertension') hos voksne og børn i alderen 6 til 18 år. Forhøjet blodtryk kan beskadige blodkar i organer som hjerte, nyrer, hjerne og øjne. I visse tilfælde kan det føre til hjerteanfald, hjerte- eller nyresvigt, slagtilfælde eller blindhed. Sædvanligvis er forhøjet blodtryk uden symptomer. Det er vigtigt at få målt blodtrykket, så der ikke sker skader.
Forhøjet blodtryk kan kontrolleres med medicin som Olmetec tabletter. Formentlig har din læge også anbefalet, at du foretager visse ændringer i din livsstil, som kan være med til at sænke blodtrykket (f.eks. vægttab, rygestop, nedsat forbrug af alkohol og nedsæt mængde salt i kosten). Lægen kan også have opfordret dig til at motionere regelmæssigt og f.eks. gå ture eller svømme. Det er vigtigt, at du følger lægens råd.
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.