Gabapentin Orifarm tilhører en gruppe lægemidler, som bruges til at behandle epilepsi og perifere neuropatiske smerter.
Det aktive stof i Gabapentin Orifarm er gabapentin.
Epilepsi
Gabapentin Orifarm bruges til at behandle forskellige former for epilepsi (kramper, som først er begrænset til visse dele af hjernen, uanset om de spreder sig til andre dele af hjernen eller ej). Din læge ordinerer Gabapentin Orifarm til dig for at behandle din epilepsi, når den nuværende behandling ikke kan kontrollere sygdommen helt. Du skal tage Gabapentin Orifarm sammen med din nuværende behandling, medmindre lægen har sagt noget andet. Gabapentin Orifarm kan også bruges alene til at behandle voksne og børn over 12 år.
Perifere neuropatiske smerter
Gabapentin Orifarm bruges til at behandle langvarige smerter, som skyldes beskadigelse af nerverne (perifere neuropatiske smerter). Forskellige sygdomme kan give perifere (primært i arme og/eller ben) neuropatiske smerter, f.eks. sukkersyge eller helvedesild. Smertefornemmelsen kan beskrives som varm, brændende, dunkende, jagende, skærende, skarp, krampagtig, smertende, snurrende, følelsesløs, stikkende og prikkende osv.