Lamotrigin tilhører en lægemiddelgruppe, som kaldes antiepileptika. Det bruges til behandling af to tilstande – epilepsi og bipolar sygdom.
Lamotrigin Mylan virker mod epilepsi
Patienter med epilepsi har tendens til at have perioder med ukontrollerede signaler i hjernen. Disse perioder med ukontrolleret elektrisk aktivitet kan føre til krampeanfald.
Lamotrigin Mylan hjælper mod epilepsi ved at blokere de signaler i hjernen, der udløser epileptiske anfald.
• Hos voksne og børn i alderen 13 år og derover kan Lamotrigin Mylan anvendes alene eller sammen med andre lægemidler til behandling af epilepsi. Lamotrigin Mylan kan også anvendes sammen med anden medicin til behandling af de anfald, der opstår i forbindelse med tilstanden Lennox-Gastaut-syndrom.
• Hos børn i alderen 2-12 år kan Lamotrigin Mylan anvendes sammen med andre lægemidler til behandling af disse tilstande. Det kan anvendes alene til behandling af en form for epilepsi, der kaldes typisk absenceepilepsi.
Lamotrigin Mylan virker også mod bipolar sygdom
Personer med bipolar sygdom (undertiden kaldet maniodepressiv psykose) har voldsomme humørsvingninger med maniske perioder (opstemthed eller eufori), som veksler med perioder med depression (dyb nedtrykthed eller modløshed). Lamotrigin Mylan kan anvendes alene eller sammen med andre lægemidler til forebyggelse af de perioder med depression, der opstår ved bipolar sygdom, hos voksne i alderen 18 år og derover. Det vides endnu ikke, hvordan Lamotrigin Mylan udløser denne effekt i hjernen.