Hvad Montelukast Teva er
Montelukast Teva er en leukotrienreceptor-antagonist, der blokerer visse stoffer (leukotriener) i kroppen.
Sådan virker Montelukast Teva
Leukotriener forårsager forsnævring og hævelse af luftvejene i lungerne og forårsager også allergiske symptomer. Ved at blokere leukotrienernes virkning kan Montelukast Teva mindske astmasymptomer, hjælpe med at kontrollere astma og mindske sæsonbetingede allergiske symptomer (såsom høfeber eller sæsonbetinget allergisk betændelse af næseslimhinden).
Hvornår Montelukast Teva anvendesDin læge har foreskrevet Montelukast Teva til behandling af din astma og til at forhindre dine astmasymptomer om dagen og om natten.
• Montelukast Teva er til behandling af voksne og unge fra 15 år og opefter, der ikke er tilstrækkeligt behandlet på deres nuværende medicin, og som har brug for yderligere behandling.
• Montelukast Teva kan også hjælpe til at forhindre forsnævring af luftvejene ved fysisk aktivitet.
• Hos astmatiske patienter, hvor Montelukast Teva er foreskrevet til astma, kan Montelukast Teva også mindske symptomerne fra sæsonbetinget allergisk betændelse af næseslimhinden.
Din læge vil beslutte, hvordan du skal anvende Montelukast Teva afhængigt af symptomerne, og hvor alvorlig astmaen er.
Hvad er astma?
Astma er en kronisk lungesygdom.
Særlige kendetegn for astma er:
• forsnævring af luftvejene, som gør vejrtrækningen besværlig. Denne forsnævring kan ændres som reaktion på forskellige forhold.
• følsomme luftveje, som reagerer på mange ting, for eksempel cigaretrøg, pollen, kold luft eller fysisk aktivitet.
• hævelse (betændelse) af luftvejene.
Symptomer på astma er: hoste, hvæsende vejrtrækning og trykken for brystet.
Hvad er sæsonbetinget allergi?
Sæsonbetinget allergi (også kendt som høfeber eller sæsonbetinget allergisk betændelse af næseslimhinden) er en allergisk reaktion, som ofte er forårsaget af pollen i luften fra træer, græs og ukrudt. Symptomerne på sæsonbetinget allergi er typisk: tilstoppet, løbende, kløende næse, nysen og hævede, røde, kløende øjne, der løber i vand.
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.