Pantoprazol TAKEDA indeholder det aktive stof pantoprazol. Pantoprazol TAKEDA er en selektiv ”syrepumpe-hæmmer”, der virker ved at nedsætte produktionen af mavesyre. Pantoprazol TAKEDA bruges til at behandle syrerelaterede mave-tarmsygdomme.
Pantoprazol TAKEDA anvendes til korttidsbehandling af reflukssymptomer som f.eks. halsbrand og sure opstød og synkesmerter pga tilbageløb af mavesyre.
Refluks er tilbageløb af syre fra maven til spiserøret, som kan blive betændt og smertefuldt. Det kan give symptomer som smertefuld brændende fornemmelse i brystet, som stiger op i halsen (halsbrand) og giver en sur smag i munden (sure opstød).
Du kan opleve lindring af dine symptomer på sure opstød og halsbrand efter kun en dags behandling med Pantoprazol TAKEDA, dog er denne medicin ikke beregnet til at give øjeblikkelig lindring. Det kan være nødvendigt at tage tabletter i 2-3 dage i træk for at lindre symptomerne.