Letrozol Accord indeholder et aktivt stof, som kaldes letrozol. Det tilhører den gruppe af lægemidler, der kaldes aromatasehæmmere. Det er et hormonelt (eller “endokrint”) lægemiddel til behandling af brystkræft. Vækst af brystkræft stimuleres ofte af østrogener, som er kvindelige kønshormoner.
Letrozol Accord nedsætter mængden af østrogen ved at hæmme et enzym (aromatase), som medvirker ved produktionen af østrogener, og kan derfor blokere væksten af brystkræft, som behøver østrogen for at vokse. Dette medfører, at væksten af kræftceller eller spredningen af kræftceller til andre dele af kroppen stoppes eller hæmmes.
Hvad Letrozol Accord bruges til
Letrozol Accord bruges til at behandle brystkræft hos kvinder, der har passeret menopausen, dvs. efter ophør af menstruationer.
Det bruges til at forhindre brystkræft i at opstå igen. Det kan anvendes som førstebehandling før operation for brystkræft, hvis operation ikke er aktuelt, eller det kan anvendes som førstevalgsbehandling efter brystkræft-operation eller efter 5 års behandling med tamoxifen. Letrozol Accord bruges også til at forebygge spredning af tumorer til andre dele af kroppen hos patienter med fremskreden brystkræft.
Tal med din læge, hvis du har spørgsmål om, hvordan Letrozol Accord virker, eller er i tvivl om, hvorfor det er ordineret til dig.