Valsartan Krka tilhører en gruppe medicin, der kaldes angiotensin II-hæmmere, der hjælper med at sænke forhøjet blodtryk. Angiotensin II er et stof, som findes i kroppen og får blodkarrene til at trække sig sammen, sådan at blodtrykket stiger. Valsartan hæmmer virkningen af angiotensin II. Derved udvides blodkarrene, og blodtrykket falder.
Valsartan Krka 40 mg filmovertrukne tabletter kan bruges til tre forskellige tilstande:
• behandling af forhøjet blodtryk hos børn og unge i alderen 6-18 år. Forhøjet blodtryk øger belastningen af hjertet og blodkarrene. Hvis det ikke behandles, kan det føre til, at blodkarrene i hjernen, hjertet og nyrerne beskadiges, hvilket kan resultere i en hjerneblødning, hjertesvigt eller nyresvigt. Forhøjet blodtryk øger risikoen for hjerteanfald. Ved at sænke blodtrykket til et normalt niveau nedsættes risikoen for at få disse lidelser.
• behandling af voksne patienter, som for nylig har haft et hjerteanfald (myokardieinfarkt).
”Nyligt” betyder her mellem 12 timer og 10 dage.
• behandling af symptomatisk hjertesvigt hos voksne patienter. Valsartan Krka bruges, når en gruppe lægemidler, der kaldes angiotensinkonverterende enzym (ACE)-hæmmere (et lægemiddel til behandling af hjertesvigt) ikke kan bruges. Valsartan Krka kan dog bruges som supplement til ACE-hæmmere, når andre lægemidler til behandling af hjertesvigt ikke kan bruges. Hjertesvigt er forbundet med åndenød og hævede fødder og ben på grund af væskeansamlinger. Hjertesvigt betyder, at hjertets evne til at pumpe blodet kraftigt nok rundt i hele kroppen er svækket.