Quetiapin Accord indeholder et stof, der hedder quetiapin. Det tilhører en gruppe af lægemidler, som kaldes antipsykotika. Quetiapin Accord kan anvendes til behandling af forskellige sygdomme, f.eks.:
• Skizofreni: du hører eller fornemmer ting, der ikke er der, tror på ting, der ikke er sande, eller føler dig usædvanligt mistroisk, ængstelig, forvirret, har skyldfølelse, er anspændt eller deprimeret.
• Mani: du føler dig måske meget opstemt, opløftet, ophidset, begejstret eller hyperaktiv eller har dårlig dømmekraft, er aggressiv eller destruktiv.
• Bipolar depression og alvorlige depressive anfald ved unipolar depression: du føler dig måske ked af det eller deprimeret, har skyldfølelse, mangler energi, har ingen appetit eller kan ikke sove.
Når Quetiapin Accord anvendes til behandling af alvorlige depressive anfald ved unipolar depression, vil det blive anvendt som supplement til et andet lægemiddel, der bruges til behandling af sygdommen.
Din læge vil muligvis fortsat ordinere Quetiapin Accord, selvom du får det bedre.