Eviplera indeholder tre aktive stoffer, der anvendes til behandling af infektion med humant immundefektvirus (hiv):
• Emtricitabin, en nukleosid revers transkriptasehæmmer (NRTI).
• Rilpivirin, en non-nukleosid revers transkriptasehæmmer (NNRTI).
• Tenofovirdisoproxil, en nukleotid revers transkriptasehæmmer (NtRTI).
Hvert af disse aktive stoffer, der også kaldes antiretroviral medicin, virker ved at påvirke et enzym (et protein, der kaldes ‘revers transkriptase’), der er essentielt for, at virus kan mangfoldiggøres.
Eviplera nedsætter mængden af hiv i Deres krop. Dette vil forbedre Deres immunsystem og nedsætte risikoen for at udvikle sygdomme forbundet med hiv-infektionen.
Eviplera anvendes til behandling af infektion med humant immundefektvirus (hiv) hos voksne i alderen 18 år og derover.