Tresiba® er et langtidsvirkende basalinsulin, som kaldes insulin degludec. Det anvendes til at behandle sukkersyge (diabetes mellitus) hos voksne, unge og børn fra 1-års-alderen. Tresiba® hjælper kroppen med at sænke blodsukkerniveauet. Det tages én gang dagligt. I situationer, hvor du ikke kan følge din sædvanlige doseringsplan, kan du ændre administrationstidspunktet, fordi Tresiba® har en langvarig blodsukkersænkende virkning (se punkt 3 ”Fleksibelt doseringstidspunkt”). Tresiba® kan bruges med hurtigtvirkende insulinpræparater, der gives i forbindelse med et måltid. Ved type 2- diabetes mellitus kan Tresiba® bruges sammen med tabletter mod diabetes, eller med et injicerbart lægemiddel mod diabetes, udover insulin.
Ved type 1-diabetes skal Tresiba® altid kombineres med hurtigtvirkende insulin i forbindelse med måltiderne.