Arthrotec Forte indeholder diclofenac og misoprostol. Diclofenac tilhører gruppen af non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID-præparater).
Arthrotec Forte bruges til behandling af smerte og hævelse ved gigtsygdomme (leddegigt og slidgigt) hos voksne patienter, og kan beskytte patienter, som har risiko for at få mavesår eller blødning i mave eller tarm.
NSAID-præparater bruges mod smerter, men samtidig nedsætter de mængden af de naturligt beskyttende stoffer i mavens slimhinde, som kaldes prostaglandiner.
Dette betyder, at NSAID-præparater kan give mavegener eller mavesår. Arthrotec Forte indeholder også misoprostol, som ligner disse prostaglandiner, og kan hjælpe med at beskytte maven.