Det virksomme indholdsstof i Aerobec Autohaler er beclometasondipropionat, som er opløst i ethanol og den flydende drivgas norfluran. Autohaleren forstøver opløsningen til meget små inhalérbare dråber.
Beclometasondipropionat er et binyrebarkhormon, som hæmmer slimdannelse og hævelse i luftvejene, så luften lettere kan passere, og det bliver nemmere at trække vejret. Dette mindsker antallet af astmaanfald og astmasymptomer, såsom åndenød, hvæsen og følelse af trykken for brystet.
Du skal bruge Aerobec Autohaler til at forebygge astmaanfald hos voksne og børn i alderen 5 år og opefter. Aerobec Autohaler virker ikke på et astmaanfald, der er i gang.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.