Det aktive stof i Humulin Regular er humant insulin, som anvendes til behandling af diabetes. Du får diabetes, hvis din bugspytkirtel ikke danner tilstrækkeligt insulin til at kontrollere niveauet af dit blodsukker (blodglucoseniveau). Humulin Regular bruges til at kontrollere dit blodsukker på lang sigt. Humulin Regular er en hurtigtvirkende insulinopløsning.
Din læge kan bede dig om at bruge Humulin Regular sammen med et langtidsvirkende insulin. Hver insulintype har en separat indlægsseddel med oplysninger om den. Du må ikke ændre din insulinbehandling, medmindre din læge beder dig om det. Vær meget forsigtig, hvis du skal ændre insulin. Hver insulintype har en forskellig farve og symbol på pakningen og hætteglasset, således at du let kan se forskellen.