Tenofovir disoproxil STADA indeholder det aktive stof tenofovirdisoproxil. Dette aktive stof er en form for medicin, der kaldes antiretroviral eller antiviral medicin, som anvendes til behandling af enten HIV- eller HBV- infektion eller begge dele. Tenofovir er en såkaldt nukleotid reverse transkriptase-hæmmer, generelt kaldet en NRTI. Tenofovir virker ved at gribe ind i den måde, som enzymer normalt arbejder på, og som er nødvendige, for at virus kan formere sig (i HIV hedder enzymet reverse transkriptase; i hepatitis B hedder det DNA- polymerase). Tenofovir disoproxil STADA bør altid anvendes i kombination med anden medicin for at behandle en HIV-infektion.
Tenofovir disoproxil STADA 245 mg tabletter anvendes til behandling af infektion med HIV (humant immundefektvirus). Tabletterne er egnede til:
• voksne
• unge i alderen 12 til under 18 år, som allerede er blevet behandlet med anden HIV-medicin, der ikke længere er helt effektivt på grund af udvikling af resistens, eller der forårsagede bivirkninger.
Tenofovir disoproxil STADA 245 mg anvendes også til behandling af kronisk hepatitis B, som er en infektion med HBV (hepatitis B-virus). Tabletterne er egnede til:
• voksne
• unge i alderen 12 til under 18 år.
Du behøver ikke nødvendigvis have HIV for at blive behandlet med Tenofovir disoproxil STADA for HBV.
Denne medicin helbreder ikke HIV-infektion. Mens du tager Tenofovir disproxil STADA, kan du stadig udvikle infektioner eller andre sygdomme, der er forbundet med HIV-infektion. Du kan også give HIV og HBV videre til andre, så det er vigtigt at tage forholdsregler for at undgå at smitte.