Venclyxto er et lægemiddel til behandling af kræft. Det indeholder det aktive stof venetoclax og tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes "BCL-2-hæmmere".
Hvad bruges Venclyxto til?
Venclyxto bruges til behandling af patienter med:
• kronisk lymfatisk leukæmi (CLL). Du kan få Venclyxto i kombination med anden medicin eller alene.
• akut myeloid leukæmi (AML). Venclyxto vil blive givet i kombination med anden medicin.
CLL er en type kræft, der påvirker de hvide blodlegemer, der kaldes lymfocytter, og lymfeknuderne. Ved CLL formerer lymfocytterne sig for hurtigt og lever for længe, så der er for mange af dem i blodet.
AML er en type kræft, der påvirker de hvide blodlegemer, der kaldes myeloide celler. Ved AML formerer og vokser myeloide blodlegemer meget hurtigt i knoglemarven og blodet, så der er for mange af dem og ikke nok røde blodlegemer i blodet.
Hvordan virker Venclyxto?
Venclyxto virker ved at blokere virkningen af et protein i kroppen, der kaldes "BCL-2". Dette protein hjælper kræftcellerne med at overleve. Ved at blokere virkningen af dette protein hjælper Venclyxto med at dræbe kræftcellerne og reducere antallet af dem. Det hæmmer også udviklingen af sygdommen.