Atomoxetin Mylan indeholder det aktive stof atomoxetin og bruges til behandling af ADHD (Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder). Det bruges til:
- børn over 6 år
- unge
- voksne
Atomoxetin bruges kun som en del af den samlede behandling af sygdommen, som også kræver behandling, der ikke omfatter medicin, som f.eks. vejledning og adfærdsterapi.
Atomoxetin er ikke beregnet til behandling af ADHD hos børn under 6 år, da man ikke ved, om lægemidlet virker eller er sikkert at bruge hos børn under 6 år.
Hos voksne bruges atomoxetin til at behandle ADHD, når symptomerne er meget generende og påvirker arbejdet eller det sociale liv, og når der har været symptomer på sygdommen i barndommen.
Virkning
Atomoxetin øger mængden af noradrenalin i hjernen. Noradrenalin er et kemisk stof, der produceres naturligt, og som øger opmærksomheden og mindsker impulsiviteten og hyperaktiviteten hos patienter
med ADHD. Dette lægemiddel er ordineret for at hjælpe med at kontrollere symptomerne på ADHD.
Dette lægemiddel er ikke et lægemiddel, som stimulerer centralnervesystemet og er derfor ikke vanedannende.
Når du er begyndt at tage dette lægemiddel, kan der gå nogle få uger, før du oplever en forbedring af symptomerne.
Om ADHD
Børn og unge med ADHD kan have:
- svært ved at sidde stille og
- svært ved at koncentrere sig.
De kan ikke gøre for, at de ikke kan disse ting. Mange børn og unge kæmper med dette. Men med ADHD kan det skabe problemer i hverdagen. Børn og unge med ADHD kan have svært ved at lære og ved at lave lektier. De kan have svært ved at opføre sig pænt derhjemme, i skolen og andre steder.
ADHD påvirker ikke barnets eller den unges intelligens.
Voksne med ADHD kan have svært ved at gøre de samme ting, som børn har svært ved, og det kan betyde, at de har problemer med:
- arbejde
- forhold
- lavt selvværd
- uddannelse