Febuxostat Teva indeholder det aktive stof febuxostat og bruges til behandling af urinsyregigt.
Urinsyregigt forbindes med for meget af det kemiske stof urinsyre (urat) i kroppen. Hos nogle personer dannes der så store mængder urinsyre i blodet, at det ikke kan forblive opløst i blodet. Når dette sker, kan der dannes uratkrystaller i og omkring leddene og i nyrerne. Disse krystaller kan medføre pludselig, kraftig smerte, rødme, varme og hævelse i et led (anfald af urinsyregigt). Hvis det ikke behandles, kan der dannes større aflejringer, kaldet tofi, i og omkring leddene. Disse tofi kan beskadige led og knogler.
Febuxostat Teva virker ved, at det reducerer urinsyreniveauet. Når niveauet af urinsyre holdes lavt ved brug af Febuxostat Teva én gang om dagen, standser opbygningen af krystaller, og med tiden mindskes symptomerne. Når niveauet af urinsyre holdes tilstrækkelig lavt i tilstrækkelig lang tid, kan det også få tofi til at svinde ind.
Febuxostat Teva 120 mg anvendes også til at behandle og forebygge forhøjet indhold af urinsyre i blodet, som kan forekomme, når du begynder at få kemoterapi mod blodkræft.
Kemoterapi dræber kræftcellerne, hvorved indholdet af urinsyre i blodet stiger, medmindre dannelse af urinsyre forebygges.
Febuxostat Teva anvendes til voksne.