Flutiform er en inhalationsspray, som indeholder to aktive stoffer:
• Fluticasonpropionat, der tilhører en gruppe af medicin, som kaldes steroider. Steroider reducerer hævelse og betændelse i lungerne.
• Formoterolfumaratdihydrat, der tilhører en gruppe af medicin, som kaldes langtidsvirkende beta2-agonister. En langtidsvirkende beta2-agonist er en bronkodilator, som hjælper med at holde luftvejene i lungerne åbne, så du lettere kan trække vejret.
Sammen hjælper de to aktive stoffer dig til at få en bedre vejrtrækning. Det er vigtigt, at du tager denne medicin hver dag som anvist af lægen.
Denne medicin hjælper til at forebygge vejrtrækningsproblemer som f.eks. astma og hjælper mod åndenød og hvæsende vejrtrækning. Den virker dog ikke, hvis du allerede har et astmaanfald, dvs. hvis du allerede har åndenød og hiver efter vejret. Hvis det sker, skal du tage en hurtigtvirkende anfaldsmedicin som f.eks. salbutamol.
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.
Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.