Atazanavir STADA er medicin til antiviral (eller antiretroviral) behandling. Det tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes proteasehæmmere. Denne slags medicin kontrollerer infektion med human immundefektvirus (HIV) ved at stoppe et protein, som HIV har brug for til at mangfoldiggøre sig.
Medicinen nedsætter mængden af HIV i kroppen og styrker derved immunforsvaret. På denne måde nedsætter Atazanavir STADA risikoen for at udvikle sygdomme forbundet med HIV-infektion.
Atazanavir STADA-kapsler kan anvendes af voksne og børn, der er 6 år og ældre. Lægen har ordineret Atazanavir STADA til dig, fordi du er smittet med HIV, som fører til aids (acquired immunodeficiency syndrome – erhvervet immundefektsyndrom). Det anvendes normalt i kombination med anden medicin mod HIV. Lægen vil tale med dig om, hvilken kombination af anden medicin og Atazanavir STADA, der er bedst for dig.