Duta Tamsaxiro anvendes til behandling af mænd med forstørret blærehalskirtel (godartet prostatahyperplasi), hvor forstørrelsen af blærehalskirtlen (prostata) skyldes overproduktion af hormonet dihydrotestosteron og ikke har noget med kræft at gøre.
Duta Tamsaxiro er en kombination af to forskellige lægemidler, der hedder dutasterid og tamsulosin.
Dutasterid tilhører en gruppe af lægemidler, som kaldes 5-alfa-reduktasehæmmere, og tamsulosin tilhører en gruppe af lægemidler, der kaldes alfa-blokkere.
Når blærehalskirtlen bliver større, kan det forårsage vandladningsproblemer, såsom besvær med at lade vandet eller hyppig vandladningstrang. Det kan også tage længere tid at lade vandet, og der kan være mindre kraft på urinstrålen. Hvis sygdommen ikke behandles, er der risiko for, at urinrøret blokeres fuldstændigt (akut urinretention). Dette kræver akut medicinsk behandling. I visse tilfælde er det nødvendigt at operere for at fjerne blærehalskirtlen eller gøre den mindre.
Dutasterid nedsætter kroppens produktion af hormonet dihydrotestosteron, og dermed skrumper den forstørrede prostata, så symptomerne lindres. Dette nedsætter risikoen for blokering af urinrøret og behovet for operation. Tamsulosin virker ved at få musklerne i blærehalskirtlen til at slappe af, så det bliver nemmere at lade vandet, og symptomerne lindres hurtigt.