ACARIZAX indeholder allergenekstrakt fra husstøvmider. Det leveres i en form, der kaldes frysetørrede tabletter, der er som tabletter, bare meget blødere.
De absorberes i kroppen ved, at man lægger dem under tungen.
ACARIZAX tages til behandling af allergisk rhinitis (betændelse i næseslimhinden) hos voksne og unge (12-65 år) samt relateret allergisk astma, forårsaget af husstøvmider hos voksne (18-65 år). ACARIZAX fungerer ved at øge den immunologiske tolerance (kroppens evne til at tåle) over for husstøvmider. Det kan være nødvendigt at tage behandlingen i 8 til 14 uger, før du mærker nogen forbedring.
Lægen vil vurdere dine allergi-symptomer og foretage en hudpriktest og/eller tage en blodprøve for at beslutte, om ACARIZAX er en egnet behandling for dig.
Den første dosis ACARIZAX skal tages under lægeovervågning. Du bør være under lægeovervågning i mindst en halv time efter, du har taget den første dosis. Dette er en forsigtighedsforanstaltning for at overvåge din følsomhed over for lægemidlet. Det giver dig samtidig mulighed for at drøfte eventuelle bivirkninger med lægen.
ACARIZAX ordineres af læger med erfaring i behandling af allergiske sygdomme.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.