Bimatoprost Nordic Prime er et lægemiddel til behandling af glaukom (grøn stær). Det tilhører en gruppe af lægemidler, der kaldes prostamider.
Bimatoprost Nordic Prime øjendråber anvendes til at sænke forhøjet tryk i øjet. Dette lægemiddel kan anvendes alene eller sammen med øjendråber, som kaldes beta-blokkere, der også nedsætter trykket.
Øjet indeholder en klar, vandig væske, som giver næring til øjet. Væsken løber konstant ud af øjet, og der dannes ny væske som erstatning. Såfremt væsken ikke kan løbe hurtigt nok væk, stiger trykket i øjet. Dette lægemiddel virker ved at øge den mængde væske, der løber væk. Hermed nedsættes trykket i øjet. Såfremt det forhøjede tryk ikke nedsættes, kan det medføre en sygdom, der hedder grøn stær (glaukom), og måske skade dit syn.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.