Famciclovir 2care4 er en antiviral medicin. Den forhindrer den inficerende virus i at formere sig. Da virus formerer sig meget tidligt i infektionen, vil du have størst gavn af behandlingen, hvis du begynder på behandlingen med Famciclovir 2care4 så tidligt som muligt efter, at de første symptomer opstår.
Famciclovir 2care4 bruges til at behandle to typer af virusinfektion hos voksne:
• Helvedesild (herpes zoster), der er en virusinfektion, som forårsages af en virus, som kaldes varicella zoster (den samme virus, som giver skoldkopper). Famciclovir 2care4 forhindrer virus i at spredes i kroppen, så helbredelse kan ske hurtigere.
• Famciclovir 2care4 bruges også til behandling af helvedesild i området omkring øjet eller i selve øjet. (oftalmisk zoster).
• Genital herpes. Genital herpes er en virusinfektion, som forårsages af herpes simplex-virus type 1 eller 2. Den spredes normalt ved seksuel kontakt. Den giver blistre og brænden eller kløe omkring kønsdelene, hvilket kan være smertefuldt. Famciclovir 2care4 bruges til at behandle genital herpes hos voksne. Personer, som ofte har genital herpes, kan også tage Famciclovir 2care4 som hjælp til at forebygge angrebene.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.