Virkning
Enspryng indeholder det aktive stof satralizumab. Det er et protein, der kaldes et monoklonalt antistof.
Monoklonale antistoffer er designet til at genkende og hæfte sig til et bestemt stof i kroppen.
Anvendelse
Enspryng er et lægemiddel til behandling af neuromyelitis optica spektrum sygdom (NMOSD) hos voksne og unge fra 12 års alderen.
Hvad er NMOSD?
NMOSD er en sygdom i centralnervesystemet, der først og fremmest påvirker synsnerverne og rygmarven. Det opstår fordi kroppens immunforsvar, ikke virker som det skal, og angriber nerver i kroppen.
• Skaderne på synsnerven forårsager hævelser, der giver smerter og tab af syn.
• Skaderne på rygmarven forårsager svaghed eller tab af bevægelse i benene eller armene, følelsesløshed og problemer med blære- og tarmfunktionen.
Når patienter med NMOSD har et attak, er der hævelser i nervesystemet. Det sker også, når sygdommen vender tilbage (tilbagefald). Hævelserne medfører nye symptomer eller, at tidligere symptomer vender tilbage.
Sådan virker Enspryng
Enspryng blokerer virkningen af et protein, der hedder interleukin-6 (IL-6), der er en del af de processer, der medfører skade og hævelser i nervesystemet. Ved at blokere virkningen, mindsker Enspryng risikoen for tilbagefald eller attak hos patienter med NMOSD.