Prosterid anvendes til behandling af mandligt hårtab (også kaldet androgen alopeci) hos mænd i alderen 18-41 år. Kontakt lægen, hvis du har spørgsmål vedrørende mandligt hårtab, når du har læst denne indlægsseddel.
Mandligt hårtab er en almindelig tilstand, der formodentligt skyldes en kombination af genetiske faktorer og et bestemt hormon, der hedder dihydrotestosteron (DHT). DHT afkorter hårets vækstfase og bidrager til udtynding af håret.
Prosterid sænker specifikt niveauet af DHT i hovedbunden ved at blokere et enzym (5-alfa-reduktase type II), som omdanner testosteron til DHT. Kun mænd med mildt til moderat hårtab kan forvente en gavnlig virkning af Prosterid. Det gælder altså ikke mænd med komplet hårtab. Hos de fleste mænd, der er blevet behandlet med finasterid i 5 år, er udtyndingen af håret blevet forsinket, og mindst halvdelen af disse mænd oplevede også en vis form for forbedring af hårvæksten.