Retsevmo er et lægemiddel mod kræft, der indeholder det aktive stof selpercatinib.
Det bruges til at behandle en af følgende kræftformer, der er forårsaget af visse unormale forandringer i RET-genet, og som har spredt sig og/eller ikke kan fjernes kirurgisk:
- En type lungekræft kaldet ikke-småcellet lungekræft hos voksne.
- Skjoldbruskkirtelkræft (samtlige typer) hos voksne.
- En sjælden type skjoldbruskkirtelkræft kaldet medullær skjoldbruskkirtelkræft hos voksne og unge over 12 år.
Retsevmo kan ordineres, hvis tidligere behandlinger ikke har kunnet kontrollere din lunge- eller skjoldbruskkirtelkræft.
Din læge vil udføre en test for at kontrollere, om din kræft har en ændring i RET-genet for at sikre, at Retsevmo er egnet til dig.
Virkning
Hos patienter, hvis kræftsygdom har et ændret RET-gen, får ændringen i genet kroppen til at producere et unormalt RET-protein, hvilket kan medføre ukontrolleret cellevækst og kræft. Retsevmo blokerer virkningen af det unormale RET-protein og kan således sinke eller stoppe væksten af kræftsvulsten, og kan bidrage til at mindske kræftsvulsten.
Hvis du har spørgsmål om, hvordan Retsevmo virker, eller hvorfor dette lægemiddel er blevet ordineret til dig, skal du spørge din læge.