Ryeqo indeholder de aktive stoffer relugolix, østradiol og norethisteronacetat. Det anvendes til behandling af moderate til svære symptomer på muskelknuder i livmoderen (også kaldet myomer), som er godartede svulster i livmoderen (uterus). Ryeqo anvendes til voksne kvinder (over 18 år), før de kommer i overgangsalderen.
Hos nogle kvinder kan muskelknuder i livmoderen give anledning til kraftige menstruationsblødninger og bækkensmerter (smerter i området under navlen). Det anvendes til behandling af muskelknuderne for at stoppe eller reducere blødningen og til at lindre bækkensmerter og -ubehag, der skyldes muskelknuder i livmoderen.
Dette lægemiddel indeholder relugolix, der blokerer visse receptorer i hjernen, og dette nedsætter produktionen af hormoner, der har til formål at stimulere æggestokkene til at producere østradiol og progesteron. Denne blokering betyder, at koncentrationen af østrogen og progesteron i kroppen falder.
Lægemidlet indeholder også to typer kvindelige hormoner, østradiol, som hører til en gruppe af lægemidler, der kaldes østrogener og norethisteron, som hører til en gruppe af lægemidler, der kaldes gestagener. Indholdet af disse hormoner i Ryeqo gør, at der opretholdes en hormonstatus i kroppen, der svarer til den, der ses i begyndelsen af menstruationscyklussen. Dette gør det muligt at lindre symptomerne og samtidig beskytte knoglestyrken.