Skyrizi indeholder det aktive stof risankizumab.
Skyrizi anvendes til behandling af følgende betændelsessygdomme:
• Plaque-psoriasis
• Psoriasisartritis
Sådan virker Skyrizi
Dette lægemiddel virker ved at blokere et specifikt protein i kroppen, IL-23, som forårsager betændelse.
Plaque-psoriasis
Skyrizi anvendes til behandling af voksne med moderat til svær plaque-psoriasis. Skyrizi reducerer betændelse og kan derfor hjælpe med at reducere symptomer på plaque-psoriasis, såsom brændende fornemmelse, kløe, smerter, rødme og afskalning.
Psoriasisartritis
Skyrizi anvendes til behandling af voksne med psoriasisartritis. Psoriasisartritis er en sygdom, der forårsager betændte led og psoriasis. Hvis du har aktiv psoriasisartritis, kan det være, du først får andre lægemidler. Hvis disse lægemidler ikke har tilstrækkelig virkning, vil du få Skyrizi enten alene eller i kombination med andre lægemidler til behandling af din psoriasisartritis.
Skyrizi reducerer betændelse og kan derfor bidrage til at reducere smerter, stivhed og hævelse i og omkring dine led, smerter og stivhed i rygsøjlen, psoriasis-hududslæt, psoriasis-negleskader, og det kan bremse skader på knogler og brusk i leddene. Denne virkning kan lette dine normale daglige aktiviteter, reducere træthed og forbedre din livskvalitet.