Tobi indeholder et aktivt stof, der kaldes tobramycin. Dette er et antibiotikum af typen aminoglykosid.
Tobi bruges til patienter på 6 år og derover med cystisk fibrose til behandling af infektioner i brystkassen forårsaget af en bakterie kaldet Pseudomonas aeruginosa.
Tobi bekæmper lungeinfektioner forårsaget af Pseudomonas aeruginosa og hjælper dig til at få en bedre vejrtrækning.
Når du inhalerer Tobi, kommer antibiotikummet direkte ned i dine lunger og kan bekæmpe den bakterie, der er årsag til infektionen. For at få det bedste resultat af medicinen, bør du følge den vejledning, du får her i indlægssedlen.
Hvad er Psedomonas aeruginosa?
Det er en meget almindelig bakterie, der rammer næsten alle, der har cystisk fibrose, på et eller andet tidspunkt i livet. Nogen får først denne infektion sent i livet, mens andre får den, når de er meget unge.
Det er en af de mest skadelige bakterier for personer med cystisk fibrose. Hvis infektionen ikke bliver ordentligt kontrolleret, vil den blive ved med at beskadige dine lunger og medføre yderligere problemer for din vejrtrækning.
Tobi dræber den bakterie, der forårsager lungeinfektionerne. Infektionen kan heldigvis kontrolleres, hvis problemet tackles tidligt.