Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Ciprofloxacin Hexal indeholder det aktive stof ciprofloxacin. Ciprofloxacin er et antibiotikum, som hører til fluoroquinolonfamilien. Ciprofloxacin virker ved at dræbe de bakterier, som forårsager infektionerne. Det virker kun på visse bakterier.
Voksne
Ciprofloxacin Hexal bruges til voksne til behandling af følgende infektioner, som skyldes bakterier:
• luftvejsinfektioner
• kroniske eller tilbagevendende infektioner i ører og bihuler
• urinvejsinfektioner
• infektioner i kønsorganerne hos mænd og kvinder
• infektioner i mave-tarm-kanal og bughule
• hud- og bløddelsinfektioner
• infektioner i knogler og led
• forebyggelse af infektioner, som skyldes bakterien Neisseria meningitidis
• udsættelse for indånding af miltbrandbakterier.
Ciprofloxacin kan anvendes til behandling af patienter med et lavt antal hvide blodlegemer (neutropeni), som har feber, der formodes at skyldes en bakterieinfektion.
Hvis du har en svær infektion eller en infektion, som skyldes mere end én bakterie, skal du måske have anden antibiotisk behandling i tillæg til Ciprofloxacin Hexal.
Børn og unge
Ciprofloxacin Hexal bruges til børn og unge til behandling af følgende bakterieinfektioner under nøje overvågning af en lægelig specialist:
• lungeinfektioner og infektioner i bronkierne hos børn og unge, som har cystisk fibrose
• komplicerede urinvejsinfektioner, herunder infektioner som har nået nyrerne (pyelonephritis)
• udsættelse for indånding af miltbrandbakterier.
Ciprofloxacin Hexal kan også anvendes til behandling af andre specielle, alvorlige infektioner hos børn og unge efter et lægeligt skøn.