Ciprofloxacin Fresenius Kabi indeholder det aktive stof ciprofloxacin. Ciprofloxacin er et antibiotikum, som hører til quinolonfamilien. Ciprofloxacin virker ved at dræbe de bakterier, som forårsager infektionerne. Det virker kun på visse bakterier.
Voksne
Ciprofloxacin Fresenius Kabi bruges til voksne til behandling af følgende infektioner, som skyldes bakterier:
• Luftvejsinfektioner
• Kroniske eller tilbagevendende infektioner i ører og bihuler
• Urinvejsinfektioner
• Infektioner i testiklerne
• Underlivsinfektioner hos kvinder
• Infektioner i mave-tarmkanal og bughule
• Hud- og bløddelsinfektioner
• Infektioner i knogler og led
• Behandling af infektion hos patienter med et lavt antal hvide blodlegemer (neutropeni)
• Forebyggelse af infektion hos patienter med et lavt antal hvide blodlegemer (neutropeni)
• Udsættelse for indånding af miltbrandbakterier
Hvis du har en svær infektion eller en infektion, som skyldes mere end én bakterie, skal du måske have anden antibiotisk behandling i tillæg til Ciprofloxacin Fresenius Kabi.
Børn og unge
Ciprofloxacin Fresenius Kabi bruges til børn og unge til behandling af følgende bakterieinfektioner under nøje overvågning af en lægelig specialist:
• Lungeinfektioner og infektioner i bronkierne hos børn og unge, som har cystisk fibrose.
• Komplicerede urinvejsinfektioner, herunder infektioner, som har nået nyrerne (pyelonephritis).
• Udsættelse for indånding af miltbrandbakterier.
Ciprofloxacin Fresenius Kabi kan også anvendes til behandling af andre specielle, alvorlige infektioner hos børn og unge efter et lægeligt skøn.